Larsen & Birkeholm
Din idé fortjener at forblive din
AdobeStock_106586947.jpeg

IP-Blog

 

IP-blog

Her på kan du blive klogere på patenter, varemærker, designbeskyttelse og brugsmodeller - ligesom vi orienterer om aktuelle sager med betydning for IP-beskyttelse i Danmark og Europa. Husk, at du også kan følge os på LinkedIn (her).

 

Må universiteter indgive indsigelse imod virksomheders patenter?

Det kan måske virke som et lidt ligegyldigt spørgsmål, men det er meget relevant for forståelsen af, hvordan virksomheder bør opfatte universiteter. De fleste universiteter i Danmark gør meget for at promovere sig som medspiller til erhvervslivet, og det er efter vores opfattelse den helt rigtige holdning at have. Spørgsmålet er bare, om det altid forholder sig sådan i virkeligheden.

Formålet med danske universiteter er, ifølge paragraf 2 i Bekendtgørelse af lov om universiteter (universitetsloven), at de har til opgave at drive forskning og give forskningsbaseret uddannelse indtil højeste internationale niveau inden for sine fagområder. Universitetet skal sikre et ligeværdigt samspil mellem forskning og uddannelse, foretage en løbende strategisk udvælgelse, prioritering og udvikling af sine forsknings- og uddannelsesmæssige fagområder og udbrede kendskab til videnskabens metoder og resultater. Universitetet skal samarbejde med det omgivende samfund, og forsknings- og uddannelsesresultater skal bidrage til at fremme vækst, velfærd og udvikling i samfundet.

Der står intet i formålsparagraffen om, at universiteter skal drive virksomhed. MEN, i formålsparagraffen til Bekendtgørelse af lov om opfindelser ved offentlige forskningsinstitutioner står der, at loven har til formål at sikre, at forskningsresultater frembragt ved hjælp af offentlige midler nyttiggøres for det danske samfund ved erhvervsmæssig udnyttelse. Samme lov sikrer også universitetet den mulighed, at de kan tjene penge på forskningsresultaterne, hvis de kan føre til en patenterbar opfindelse. Pengene skal så bruges til ny forskning eller undervisning.

Ovenstående stemmer således fint med tankegangen om, at universiteterne er medspillere til erhvervslivet.

I november 2018, modtog én af vores klienter, Robofit ApS, en indsigelse imod deres patent fra Syddansk Universitet (SDU). Vi vil ikke gå ind i detaljerne om konflikten, men blot sætte fokus på det principielle i, om universiteter bør kunne bruge midler på at indgive indsigelse imod virksomheders patenter.

Vores umiddelbare reaktion på indsigelsen var, at det kan de da ikke – et universitet (og alle andre) har jo frihed til at forske, og de skal jo ses som medspillere til erhvervslivet. Men måske er det mere komplekst end som så.

Ifølge Patentlovens paragraf 1, Stk. 1, har en ejer af et patent eneret til at udnytte den patenterede opfindelse erhvervsmæssigt. Eneretten reguleres i paragraf 3, Stk. 3 1) til ikke at omfatte handlinger, der udføres i ikke-erhvervsmæssigt øjemed. Det vil sige, at universiteterne gerne må udnytte opfindelsen i forskning. Patenter kan derfor ikke hæmme universiteterne i valget af forskningsområde, men de kan have en stor effekt på deres valg af privat samarbejdspartner og deres syn på private virksomheder. Erhvervslivet er ikke en homogen størrelse. Der er ofte flere virksomheder, som konkurrerer om det samme marked, og måske er der kun én af dem, som samarbejder med universiteterne. De danske universiteter tjener penge på at sælge deres opfindelser, og har dermed en interesse i, at private virksomheders patenter ikke blokerer kommercialiseringen af universitetets egne opfindelser, og dermed påvirker værdien. Hvis de samarbejder med én virksomhed i markedet, hvad er deres holdning så til den anden konkurrerende virksomhed og deres rettigheder? Sagen imellem SDU og Robofit ApS bekræfter, at SDU, og måske også andre danske universiteter, er meget fokuserede på, om private virksomheders rettigheder kan begrænse deres forretning.

I dialogen med SDU fik Robofit ApS at vide, at et patent ikke må kunne forhindre en universitetslektor i at rejse midler, eller i at samarbejde med virksomheder om videreudviklingen af en bestemt teknologi. Der er altså tale om forretning, og ikke om forskningsfrihed, hvilket er paradoksalt.

Vi vidste ikke helt, hvordan vi kunne udfordre SDU’s holdning til dette paradoks, og vil i den forbindelse gerne takke forhenværende uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers for at hjælpe med at rejse sagen overfor universiteternes kontrolinstans.

Sagen endte i første omgang hos Styrelsen for Forskning og Uddannelse. Deres første tilbagemelding var, at universiteter må have mulighed for forsvare sig imod krænkelser af patentrettigheder, og at man fra lovgivers side, har givet universiteterne hjemmel til at afholde udgifter til rettighedsbeskyttelse, herunder f.eks. til eventuelle søgsmål ved krænkelse af en af institutionens rettigheder. Der bør dog være fokus på ikke herved at føre unødig proces, der bevidst påfører en modpart økonomiske byrder.

Styrelsen for Forskning og Uddannelse gav dermed universiteterne fri mulighed til at tolke, hvad de anså som udgifter til rettighedsbeskyttelse. Vi fik ikke indledningsvis nogen henvisning til den lovgivning, som skulle give SDU sådanne rettigheder, og vi efterspurgte derfor dette. Det viste sig, at Styrelsen for Forskning og Uddannelse havde taget udgangspunkt i paragraf 15 i Bekendtgørelse af lov om opfindelser ved offentlige forskningsinstitutioner. Denne paragraf muliggør, at et universitet kan afholde udgifter i forbindelse med erhvervelse, overdragelse og beskyttelse af retten til opfindelser. Vi var derfor noget overraskede over konklusionen, og udfordrede derfor Styrelsen for Forskning og Uddannelse på den noget frie tolkning af denne paragraf.

Som resultat af vores henvendelse, blev sagen nu overført til Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte med den begrundelse, at sagens karakter indebar, at den hørte under deres sagsområde, jævnfør § 1, stk. 1, nr. 24, jf. stk. 4, i cirkulære nr. 10064 af 16. december 2018 om Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte. Den forklaring skal jeg ikke gøre mig klog på, og det vigtige er, at de behandler sagen igen.

SDU har fået mulighed for at kommentere på vores henvendelse, og har i denne omgang taget udgangspunkt i Universitetslovens paragraf 2, Stk. 2, som de mener, giver dem ret til at indgive indsigelse imod virksomheders patenter, idet der står, at universitetet har forskningsfrihed. De fastholder derfor, at et patent ikke må kunne forhindre en universitetslektor i at rejse midler, og samarbejde med virksomheder om videreudviklingen af en bestemt teknologi. Denne tolkning og forklaring var for os meget overraskende, idet vores forståelse af begrebet ”forskningsfrihed” i denne paragraf nærmere søger at sikre, at universiteterne og deres lektorer ikke må påvirkes til at forske i bestemte områder, men skal have valgfrihed. Vi kan ikke finde en anden tolkning af dette i forarbejderne til loven, men vi modtager meget gerne input hertil. Det har vi derfor selvfølgelig udfordret, og afventer nu Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøttes afgørelse inden udgangen af september.

Principielt set har vi det ok med, at universiteter sælger deres opfindelser, men hvor går grænsen? For os er det at gå over grænsen, når universiteter påvirker værdien af deres egne patenter eller forskning ved at udfordre eksisterende patenters gyldighed. Denne form for erhvervsmæssig ageren er jo støttet af skattekroner, hvilket er konkurrenceforvridende. Universiteterne befinder sig i en gråzone, som kræver nogle klare retningslinjer.

Imens vi venter på afgørelsen fra Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte, kunne det være interessant at få vores netværks kommentarer og holdninger til problematikken.

susanne skjoedtComment