Rabatordning til startups der indgiver europæisk patentansøgning
Som et patentbureau med mange små virksomheder og startups, er det en rigtig lovende udvikling, at Det Europæiske Patentkontor (EPO) nu indfører en rabatordning for mange i vores målgruppe.
Fra den 1. april 2024 indfører EPO en ændring for såkaldte ‘micro-entities’ og private opfindere - nemlig en 30% rabat på en række af EPO's gebyrer, herunder indleverings-, søge-, behandlingsgebyrer samt årsafgifter.
I EU-optik er man en micro-entity, hvis man beskæftiger færre end 10 personer, og hvis årsomsætningen og/eller balancen ikke overstiger 2 millioner euro. Denne definition favner bredt, inklusivt microvirksomheder, enkeltpersoner, nonprofitorganisationer, universiteter og offentlige forskningsinstitutioner.
Kort sagt: Rigtig mange start-ups og private opfindere er potentielle modtagere af rabatten. Det er et krav, at ansøgeren ikke må have indleveret mere end 5 europæiske patentansøgninger inden for de seneste fem år.
Læs mere om rabatordningen på EPOs hjemmeside.